DIAGNOSTIK AF ALZHEIMERS SYGDOM

Diagnose af Alzheimers sygdom

Til Alzheimers diagnose hører til ICD-10, den internationale klassificering af sygdomme, beviset for et demenssyndrom (Hukommelsesnedsættelse, mindst en anden kognitiv svækkelse, svækkelse, der er relevant for hverdagen) samt omfattende diagnose af udstødelse.

For den tidlige diagnose af demenssyndrom, neuropsykologiske tests som M.ini-M.ental-S.handling-E.xaminering (MMSE) egnet. Testen dækker i alt 11 enheder på 10-15 minutter, der undersøger de funktionelle områder af orientering, hukommelse, sprog, læsning, skrivning, aritmetik, praksis, kognition, rumlig tænkning og opmærksomhed. Maksimalt 30 point kan opnås. Intervallet mellem 18 og 24 point viser en svag demens, kan moderat demens diagnosticeres med point mellem 10 og 17, og med alvorlig demens er de opnåede point under 10.

Tomografiundersøgelsen ved hjælp af computer- eller magnetisk resonansetomografi (CT og MRT) viser et typisk billede med svind hos mennesker med Alzheimers sygdom (atrofi) af hjernen, især i området for frontale, temporale og parietale lober med forstørrelse af hulrum fyldt med hjernevand (nervevand) (ventrikel). Billeddannelse er vigtig for at udelukke andre årsager til demenssyndrom. En relativt ny procedure (PET = positronemissionstomografi) kan vise en ændret energimetabolisme i de berørte områder af hjernen. PET dokumenterer det reducerede forbrug af glukose i frontale, tidsmæssige og parietale lober. EEG er enten ukarakteristisk eller har en nedsat basisrytme.

Læs mere om emnet: Positronemissionstomografi

Analysen af a-myloid eller a-protein i cerebrospinalvæsken kan hjælpe med til at bekræfte diagnosen af Alzheimers sygdom.

En blodprøve kan afsløre tilstedeværelsen af metaboliske lidelser, vitaminmangel, infektionssygdomme og overdreven alkoholforbrug.

Den neurologiske undersøgelse viser ofte ingen abnormiteter i de tidlige stadier og tjener til at afgrænse andre sygdomme i hjernen og nervesystemet.

I sidste ende er diagnosen Alzheimers demens en diagnose af udelukkelse, hvis de typiske symptomer er til stede, og der er tegn på krympningsprocesser i hjernen ved hjælp af tværsnitsafbildningsmetoder i mangel af fund, der antyder en anden årsag til demens. Derfor skal omfattende udelukkelsesdiagnostik udføres for at afklare demens. I sidste ende kan diagnosen af Alzheimers sygdom imidlertid kun bevises ved en undersøgelse af hjerneprøver efter dødsfaldet på den berørte person, hvor aflejringer af de relevante proteiner kan påvises langt ud over et vist niveau.

Kort sagt er følgende vigtigt for den kliniske diagnose:

Hukommelsesforringelse

Nedskrivning af andre kognitive funktioner, f.eks. Sprogfunktion, opfattelse, rumlig orientering

Krypende begyndelse og langsom progression

Udelukker andre årsager til demens

Differentialdiagnose af Alzheimers

Det er vigtigt at differentiere Alzheimers sygdom fra andre årsager demenshvilket kan være lettere at behandle med årsag. Disse inkluderer først og fremmest cirkulationsforstyrrelser i hjernen (den næst mest almindelige årsag til demens), infektioner, opbevaringssygdomme (f.eks. Wilson sygdom), Vitaminmangel, alkohol-toksisk demens og andre hjernesygdomme såsom Parkinsons sygdom. Nogle gange er der også relativt store områder med overlapning i symptombillederne af Alzheimers demens og depression.